2024
No Label
Fiktivt projekt · Branding · Emballage · Digitalt design
No Label er et fiktivt undertøjsbrand udviklet med fokus på komfort, inklusion og mere ansvarlige materialer. Projektet undersøger, hvordan en visuel identitet og et produktkoncept kan rumme forskellige kroppe og behov uden at gøre dem til brandets eneste fortælling.


Udfordringen
Undertøjsbranchen kommunikerer ofte inklusion gennem modeller og kampagner, mens selve produkterne stadig tager udgangspunkt i relativt ens behov. Med No Label ønskede jeg at udvikle et brand, hvor inklusion ikke kun var en del af kommunikationen, men også tænkt ind i produktkonceptet.
Samtidig skulle identiteten føles moderne og attraktiv uden at få et klinisk eller funktionelt udtryk.
Komfort til forskellige kroppe
Kollektionen skulle tage højde for forskellige størrelser og behov med fokus på komfort, støtte og pasform. Derfor arbejdede jeg blandt andet med sømløse designs og et bh-koncept, hvor samme grundmodel kunne tilpasses forskellige størrelser og behov for støtte.
Inklusion uden labels
En del af konceptet var en mere tilgængelig kollektion med løsninger til kvinder med nedsat mobilitet eller manglende lemmer. Målet var, at funktionaliteten skulle være en naturlig del af No Label – uden at produkterne mistede brandets visuelle udtryk.

Resultatet
No Label blev et samlet brandkoncept med visuel identitet, produktunivers og digital webshop. Resultatet kombinerer et farverigt og moderne udtryk med et mere funktionelt syn på inklusion, hvor komfort, tilgængelighed og mere ansvarlige materialevalg er tænkt ind fra starten.




